Selvom Corona-krisen lagde en dæmper på fejringen af hundredåret for genforeningen af Sønderjylland og resten af Danmark, så syntes jeg alligevel, at det var vigtigt, at bidrage lidt til festlighederne. Derfor bidrog jeg med en tekst til denne særudgave af tidsskriftet Det akademiske kvarter fra Aalborg universitet.
Her er et kort uddrag fra teksten
Fra guldalderen (1800-1850) og frem til de moderne visioner om Danmark som en grøn og bæredygtig nation med vindmøller og nationalparker, har det danske natursyn i høj grad været præget af en romantisk og idealistisk besyngelse af nationens lysegrønne og bløde landskaber. Efter 1800-tallets mange krige og tab af både flå-den i 1807, Norge i 1814 og Slesvig og Sønderjylland i 1864, udvik-lede der sig et kunstnerisk og litterært ønske om at vende nederlag til sejr og starte en ny og indadvendt fortælling om Danmark og det danske landskab (Gundelach et al. 2008, 169). Som digteren H.P. Holst skrev i 1872: ”hvad udad tabtes, det må indad vindes” (Han-sen 2014, 82). Derfor er blandt andet den danske højskolesangbog i dag fyldt med nationalromantiske sange fra en lang række kendte danske forfattere og musikere, der lige fra Adam Oehlenschläger, H.C. Andersen, Holger Drachmann, L.C. Nielsen, Johannes V. Jen-sen og frem til Shu-bi-dua har taget historieskrivningen i egen hånd og konstrueret et skønt og idyllisk billede af det lille hyggelige Dan-mark, hvor menneske og natur er forenet i smuk harmoni på de pastorale marker eller i de fredelige og solbeskinnede kolonihaver. I takt med at klimakrisen har indvundet en dominant plads i samfundet, og naturens voldsomme urkræfter igen rører på sig, er flere forskere indenfor den miljøorienterede kulturteori dog be-gyndt at kritisere den slags romantiserede landskabsfremstillin-ger for at skabe et naivt og stereotypt billede af forholdet mellem mennesket og naturen, som ikke stemmer overens med den virke-lighed, som danskerne eksempelvis møder i disse år i form af sommertørke, enorme mængder vinterregn, oversvømmelser og stormfloder. De såkaldt mørke økokritikere mener derfor, at nye diskussioner om menneskets natursyn og udviklingshistorie er nødvendige, hvis mennesket skal kunne håndtere de moderne og ofte faretruende klimaudfordringer på en realistisk og fornuftig måde.1 Som blandt andet professor i litteratur ved Sungkyunkwan University Simon C. Estok har beskrevet, er faren nemlig, at den idealistiske forventning om nærhed og holisme, kan føre til økofo-bisk klimaangst (Estok 2019, 35), hvis afstanden mellem den ro-mantiserede naturforståelse (som ofte eksisterer i byerne) og vir-kelighedens barske vind- og vejrfænomener bliver for stor. I stedet for at lukke øjnene for de mørke realiteter og sætte sin lid til, at politikerne genskaber gårsdagens idyl, advokerer mørke økokriti-kere som eksempelvis Timothy Morton derfor for, at vi konfronte-rer vores frygt og bevæger os udover de hjemlige og bekvemme landskaber og søger ind i mørkets hjerte (Morton 2010).Hundredårsfejringen af den danske genforening er i den forbin-delse derfor også en oplagt mulighed for at belyse en fortrængt fortid og naturverden, som stadig i dag spiller en afgørende rolle for mange danskere i både Sønderjylland og Slesvig. Med lange storm-fulde kystlinjer og fattige vestjyske og slesvigske jorde, har mødet med naturen i grænselandet nemlig langt fra altid været idyllisk eller harmonisk, og det har skabt en anden og mere mørk naturop-levelse, som er dybt indlejret i regionens kunst og litteratur, og som trods regionens forskellige mindretal altid har dannet et lokalt og fælleskulturelt referencepunkt på tværs af den nuværende grænse.2Theodor Storm (1817 - 88) blev født og levede det meste af sit liv i det nordfrisiske Husum (ca. 45 kilometer fra den nuværende grænse), på et tidspunkt, hvor Slesvig og Sønderjylland skiftevis var dansk og tysk, og han er samtidig en af de forfattere, som har beskrevet livet i marsklandet og langs vadehavet mest præcist og gribende. Denne artikel vil derfor fremstille væsentlige aspekter af hans sidste og måske vigtigste novelle Skimmelrytteren (Der Schim-melreiter) (1888), som aktualiserer værket i forhold til den mørke økokritik og dens kritik af guldalderens nationale og ekskluderen-de natursyn.
Resten kan læses her.
Коментарі